Nyhedsbrev april 2010

 

Så ser det ud til at asfalten har skiftet farve fra sin hvide glatte farve til en dejlig tør sort farve, der giver lyst til at forcere sin træning, finde det tynde træningstøj frem og se frem til årets træningsmål eller konkurrencer. Bestyrelsen har konstitueret sig som det allerede er skrevet på hjemmesiden, og har afholdt to møder siden generalforsamlingen, og dette nyhedsbrev vil indeholde nogle af de ting som vi har besluttet.

 

Mest synligt lige nu er de to nye træningsmuligheder der er startet i marts måned. Erik Finneman tilbyder løbetræning på individuelt niveau hver tirsdag, og flere har allerede mærket at de får den udfordring der kan udvikle deres løbeevner. Om lørdagen tilbyder Annelie Petersen og Michael K. Frederiksen at man kan løbe 5 km inden svømningen starter kl.11, og her er plads til nybegyndere, folk der vil snuse til Haderslev Tri 2000 eller andre der evt. er startet en længere tur inden kl. 10.30 og mødes med løberne i Vesterskoven. De har fundet på det geniale navn ”Try to Tri” og det lover jo godt! Det er dejligt at erfarne løbere stiller sig til rådighed for andre, og giver deres gode råd videre.

 

I slutningen af crosssæsonen havde flere løbere stor succes, og både i Hammelev og nr. Hostrup fik flere løbere medaljer og flotte placeringer. Stort tillykke til jer! Det er dejligt at klubben kan mønstre løbere i alle aldre af begge køn.

 

I bestyrelsen arbejdes der lige nu for fuld tryk på at skaffe gode tilbud på klubtøj, så inden længe vil du kunne bestille tøj, så du kan stille op i funktionelt tøj i klubbens farver  og mærker ved årets konkurrencer og træninger.

 

Første udfordring bliver Vesterskovsløbet den 13. maj, hvor vi igen gerne skulle stille med mange løbere og desuden afholde klubmesterskab på distancerne 5, 7 km og 21,1 km. Tilmelding på mail med oplysninger sendes til Michael K. Frederiksen, der så vil melde dig til på klubbens regning.

 

I år vil klubben desuden gerne betale dit startgebyr ved cross startende i oktober, samt give et tilskud på op til 300 kr., for andre løbe-, cykle-, svømme-, duathlon- eller triatlonstævner du vælger at deltage i. Du betaler altså i første omgang selv, men i slutningen af året vil du blive opfordret til at ansøge om dette starttilskud.

 

Listen over klubmesterskaber ligger klar nu og indeholder seks klubmesterskaber i løb, fire i triathlon, en i duathlon, en i enkeltstart og en i svømning. Igen er det kønsopdelte aldersklasser fra 0-10 år, 11-12, 13-17, 18-39, 40-59 og 60+. Så se om du ikke kan finde din medalje i noget du er skarp til!

 

Stævneudvalget har også afholdt møde, der ud over bestyrelsen også indeholder Michael Østergaard og Leif Hartman. Efter vi allerede har indhentet tilladelser og hjemmeværn, er næste udfordring at sikre os at hjælperne er varskoet og derfor vil du i nærmeste fremtid blive spurgt om du vil hjælpe mellem 2 og 4 timer den 30. maj når vi afholder triathlonstævne ved Søsportscentret. Der vil desuden være mulighed for at nogen fra klubben deltager ved stævnet og repræsenterer vores klub.

 

Med venlig hilsen
Jesper Bach Dall, Formand for Haderslev Tri 2000

 

 

 

 

 

 

Så skal der hygges og grilles!!!! 

 

 

 

Kom og hyg sammen efter Vesterskovsløbet (også selvom du ikke har deltaget J).

 

Sted:        De røde barakker ved skydebanen i Vesterskoven
(der hvor vi afholder julemarathon)

 

Dato:       Kr. Himmelfartsdag d. 13. maj

 

Tid:          Kl. 14.00

 

Medbring: Service
Drikkevarer + kød/pølser til eget forbrug
Salat + evt. brød

 

Al medbragt salat laves til et fælles tag-selv-bord -
(ganske som vi plejer
J).

 

Fest/aktivitetsudvalget sørger for, at der kan grilles.

Klubben er vært ved kaffe/the + lidt lækkerier.

 

Vi håber på et stort fremmøde!

 

Med sportslig hilsen

 

Fest/Aktivitetsudvalget

Karin, Lone og Susanne.

 

 

 

 

Vesterskovsløb og klubfest den 13. maj 2010

 

Startnumre kan afhentes 9.30 ved vandgraven på atletikbanen.
21,1 km starter kl. 9.45, 10 km kl. 10.30 og 5,7km kl. 10.35

Haderslev Tri 2000 betaler startgebyret for de medlemmer, der ønsker at deltage ved Vesterskovsløbet den 13. maj.  Vi håber derfor, at se flest mulige medlemmer, der er glade og aktive den dag.

13. maj – sæt kryds i kalenderen.

Tilmelding gennem klubben skal ske senest den 1. maj til Michael K. Frederiksen (michael@2doit.dk) med

navn, adresse, emailadresse,telefon, køn, fødselsår og distance, og evt. også om man deltager ved grill bagefter.

Vi afholder klubmesterskab på 5,7 km og ½ marathon ved samme lejlighed. Husk Klubtøjet der skal være med tydeligt klubmærke foran. Efter alle er kommet i mål og præmieoverrækkelsen er foretaget, mødes vi til gril i Vesterskoven kl.14.

Vi ser gerne flest mulige medlemmer hele dagen, men man er selvfølgelig også velkommen enten ved Vesterskovsløbet eller kun om eftermiddagen.

 

 

 

Klubmesterskaber 2010

Kønsopdelte aldersklasser fra 0-10 år, 11-12, 13-17, 18-39, 40-59 og 60+

 

Løb:
42,2 km: Bedste tid i løbet af året.
21,1 km: Vesterskovsløbet 13. maj
12,3 km: Dammen rundt i august.
10 km: Bedste tid i løbet af året.
5,7 km: Vesterskovsløbet 13. maj
Crossløb: Første løb i sæson 10-11

Duathlon 4-18-2 km: Eget stævne i september

Triathlon:
Ironman: Bedste tid i løbet af året.
½ Ironman: Jels 20. juni
¼ Ironman: Silkeborg 29. august
Kort tri: 375-18-4,2: Sønderborg 24. maj

Enkeltstart: Eget stævne i september

Svømning: Forskellige distancer: eget stævne i september

 

Indbydelse og tilmelding bekendtgøres løbende ved egne stævner.